Lisette Christiansen

Personlig Træner og fitnesscoach Lisette Christiansen
Hop til navigation

Vi præsenterer: Den Personlige Træner

Odense Sports Avis, maj 2007

Lisette Christiansen er en af de Personlige Trænere i SATS, Odense.

Personlig Træning betyder at du er der hele tiden for den pågældende person. Jeg tager nogle gange ud til mine kunder i deres private hjem, fordi de ikke har tid, eller føler sig utilpas i et center fyldt med mange mennesker, det kan også være at dagens træning byder på en løbetur fra deres private hjem. Personlig Træning er omsorg.

Lisette Christiansen havde i flere år haft sit faste job og arbejdet som Personlig Træner ved siden af. For 1 år siden valgte hun det faste job fra, der skulle ske noget, og fra da af  blev Personlig Træning hendes foretrukne beskæftigelse.

-    Min kundekreds er utrolig bred. Jeg har rigtig mange meget aktive erhvervsledere, der bruger den personlige træning som et effektivt middel mod stress.

Jeg har pensionister, der erkender at det aldrig er for sent, jeg har ambitiøse idrætsudøvere, der vil optimere træningen, jeg har inaktive børn og unge, jeg har patienter der bliver henvist fra læger og kiropraktorer og sågar fra psykologer, siger hun, der selv har en bred idrætsfaglig viden og erfaring som grundlag for indsatsen, idet hun dels er og har været aktiv idrætsudøver indenfor en række idrætsgrene, er uddannet massør og dels har gennemgået SATS kædens egne uddannelser som spinninginstruktør, fitnessinstruktør og Personlig Træner.
Udover det har hun også en mængde kurser i ernæring, fitnessboks, gymnastik på stor bold mm.

-    Som noget nyt underviser hun også i golfrelateret styrke- og smidighedstræning.

Personlige erfaringer fra et hårdt liv giver styrke

-    Den faglige viden er en forudsætning for det hele, men derudover har jeg også nogle personlige erfaringer, der har givet mig nogle redskaber til at jeg både kan hjælpe mig selv og andre, der går med et eller andet problem.

Lisette Christiansens mor døde, da Lisette var 22 år.

-    Det var kanonhårdt, men det har givet mig nogle redskaber i forhold til den indfølingsevne, som er så vigtig når du skal hjælpe andre mennesker. Den har jeg fået og det er den jeg bruger når jeg arbejder med mine over 50 kunder, der alle har valgt at bruge penge og tid på at komme videre. De vil ikke nøjes!

Lisette Christiansen arbejder med at overføre positiv energi, humør og livskraft til kunderne, der som det første gennemgår en grundig test af deres fysiske formåen i forhold til kondition, styrke og smidighed.
Derefter udarbejder Lisette Christiansen deres eget personlige træningsprogram med angivelse af indhold, tidspunkter og målsætning.

-    Vi strukturerer træningen og lægger den i nogle faste rammer, der betyder at man får nogle forholdsvis hurtige resultater, både på det fysiske og psykiske område, siger hun, der har den holdning at det moderne menneske har alt, alt for travlt med karriere og andre ting man skal.

-    Man glemmer at tage vare på sig selv og på ens nærmeste.

-    Jeg er utrolig glad for mit arbejde, men når jeg kommer hjem, kan jeg slappe fuldstændig af f. eks. med lange ture i den skønne natur, siger hun,  der har erfaringer både fra den professionelle fitnessverden og den frivillige foreningsidræt, hvor hun igennem nogle år har haft tilknytning til Odense Gymnastikforening.

-    Hvis man er kunde i SATS og køber en Personlig Træner er det udtryk for en investering i ens eget liv, hvis man er med på et foreningshold kan man sagtens få en rigtig god fysisk træning, men der vil selvfølgelig ikke være så meget fokus på den enkelte, til gengæld kan det være meget socialt.
De to områder supplerer hinanden perfekt for der skal være tilbud til alle grupper.

 

 
Personlig Træning & Coaching v/ Lisette Christiansen, ChrisCoaching, tlf.: 28793121, e-mail: lisette.chris@mail.dk